Jeg tog væk.

Jeg hoppede op i nogle rulleskøjter. 

Ind i bus. 

Op i nogle rulleskøjter. 

Ind i en bil. 

Gik ind i en stald. 

Jeg prøvede at putte en hest i lommen. 

Var hestepige i en hel dag. 

Sniffede til min hesteduftende jakkeærme dagen efter.

Blev kastet tilbage til den gang, hvor jeg var i en stald hver eneste dag. 

Engang, skal jeg det igen. 

Jeg kørte i en bus. 

Jeg hoppede i et tog.

Jeg tog rulleskøjter på.

Jeg rullede op ad de vilde bakker. 

Jeg fældede et træ. 

Ikke alene.

Med min bror. 

Jeg blev.

Fejrede en 9 årig. 

Jeg fattede ikke, at der var gået 9 år. 

Jeg hoppede ind i en bil. 

Ind i et tog. 

Ind i en bil. 

Ind i en metro. 

Op i nogle rulleskøjter. 

Der var gået 5 dage, da jeg igen satte nøglen i min hoveddør ved midnatstid. 

nytårshat

Godt nytår alle bloggers/bloglæsere og andet godtfolk.

Jeg hepper på at 14 bliver awesome som bare pokker.
Efter at have fejret nytår med de bedste damer i aftes, hvor vi lavede den famøse, hvad er det bedste og værste fra 13 og hvad håber du for 14 runde, må jeg se mig selv som værende glad for det meste i mit lille liv.
Det har været hårde ting som syge veninder, flytteri og den slags. Men de overskygges af tættere venskaber, bl.a med den syge og det dejligste lille sted at bo.

Selvom min ene nytårsdame påstod at det ikke var hendes skyld, at jeg fik et nyt sted at bo, så er det jo hende, der skrev den blogpost, som fik Trine i gang på tastaturet og hev mig til Frederiksberg.

Bloggen her har den sidste tid gennemgået en stilhed, som til dels har mit nye arbejdsliv, at skylde sylden på, men der er også sket andre ting i mit liv, som jeg har lyst til at blogge om, men ikke har synes at jeg kunne, fordi man jo skal holde på formerne.
Jeg kan mærke at det vil være godt for mig, og en del af min proces af accept- og forståelse af eget liv, at få ud af mit system gennem bloggen, som jo er mit talerør.

Jeg har besluttet, at jeg vil skrive om det, her.
Det har taget lige så mange år, som bloggen har eksisteret at tage mig mod til, men det kommer her løbende over den næste tid. Det havde været lettere, hvis jeg var anonym, så havde det været blotlagt for år tilbage.
Altså ro på, det er ikke mørke dystre barnedræber ting, der kommer på bordet. Slet ikke. Bare ting der er vigtige, for den jeg er.

Samtidig har jeg besluttet at bloggen skal flytte. Det kommer sikkert til at foregå inden for de næste par mdr, men jeg håber jeg kan flytte de sidste 5 1/2 år bloggeri med over på det nye sted.

Jeg samler mod til det hele. Hav tålmodighed med mig og bloggen, så er i de bedste i verden. Arh, hvem narrer jeg? Det er i allerede.

Glædelig 1.december!

Vi starter december med et show off af mine julemumikrus og kalenderlyset, som hvert år bor i årets krus. Lyset står i grødris og er fæstnet i bunden med noget så ujulet som gaffertape. Det holder med de simple virkemidler, og laver ikke klisterspor i kopperne. Gaffertape for ever.

Jeg kan allerbedst lide de mørke julekrus, jeg synes de illustrerer en vintermørk, finsk mumidal bedre end de overbelyste, hvide baggrunde, men jeg holder nu af dem alle seks.
Jeg har samlet på stellet i en små 10 år nu, men har ikke julekrus fra hvert år. Der har været krus, der ikke helt faldt i min smag, og mere manicsamler er jeg ikke, til at ikke kunne vælge fra. Jeg har i skrivende stund 33 krus, og det er, måske, en smule overdrevet, når jeg påstår jeg ikke er maniac.
Da jeg studerede i Kolding var der også et enkelt julekrus, som jeg ikke nåede at få fat i. Dengang kunne man ikke få dem her, der og alle vegne, og jeg nåede ganske enkelt ikke til Århus eller Kbh for at købe kruset i tide.

Vi kigger også på min fars fasters gamle nisse, som er min yndlingsnisse, og sidder oppe i hjørnet af første billede. Han er så gammel at han er ved at gå i opløsning.
Hvert år bliver han svøbt i blødt stof, så han ikke får flere skader, men hans hænder, dem kan jeg ikke redde. De smulrer fra mig, og ham, den lille nisse.

weekendløgn

Hjerter kan blive fuldendte bare ved at lave havearbejde med dem her.

...Eller vi skal jo ikke ud i, at jeg lyver for jer. Jeg lavede ikke en skid, kiggede bare på, rev lidt blade sammen og gik ture.
Bror og drengene fældede træer og lavede bål.

Lille Krøllede og Gigamoster

Sirius har tegnet ham og mig. Vi holder i hånd og jeg har så stor en mave, fordi jeg har spist den der bil, fortalte han mens han satte stregerne.

Jeg vælger jo straks at fortolke på en meget populær analytisk facon, nemlig at små børn tegner dem der fylder i deres liv meget store.

Jo, det må være sådan det hænger sammen, når min nevø tegner mig gigantisk.

Hvis jeg var 3 1/2 igen og han fandtes i mit liv, så ville jeg også tegne ham som Mega Sirius.

Os

Helt uventet kom jeg hjem til noget lyserødt post. Det lå pænt på min seng og ventede efter arbejde, og jeg blev så glad. En lille fin tegneserie igen.

Trods at jeg virkeligt ikke bryder mig om blogs der rene give aways, så kan jeg altså ikke styre det her tegneserieshow.
Jeg er alt for glad for mediet til, at ikke gribe muligheden, for at dele det med dig, forsøge at hjernevaske dig til, at det er hyggeligste i hele verden at fordybe sig i en tegnet verden. Også selv om de typer, jeg oftest vælger, kan være en kende barske eller melankolske. 

Det er den lyserøde ikke. Den er sød som bare pokker. Og faktisk er det en blog, der er gået hen og blevet en bette tegneserie. Det kan vi jo godt lide!

Hvorfor er den så sød? Det hviner næsten i mine singletænder, for den tværer alt det hyggelige ved parforhold ud i øjnene på mig. At stene på sofaen sammen, gå tur i regnen, hænge ud sammen, altså bare at være SAMMEN.

Nå, tænker i måske, hvorfor kan du så godt lide den serie?

Fordi den netop er hyggelig. Fin, lidt naiv og holdt helt i sort/hvid/rød, så lækkert grafisk i alt det nuttede.

 Og der er ingen kat, trods tegnestilen ligger i en genre hvor der tit er katte med. Det passer mig ret fint at der ikke er sådan et væsen med i "Os To".

Nå, tilbage til, at du måske også kan få et eksemplar af sødmen.

Jeg kræver noget til gengæld. Jo, jeg gør. 

Jeg er jo som skrevet ikke indhyldet i en omgang hyggelig tosomhed, så jeg vil have en tegning af dig og mig. 

Altså Os to. 

Fordi det er sjovt at lege med den her kommunikations form. Du sidder derude og kigger med på mit liv. Og jeg sidder og skriver til dig. Vi er allerede et slags Os to. 

Jeg forventer ingen genistreger, du bestemmer selv stil, hvor meget energi du vil lægge i tegningen, om det er på papir eller computer, men det skal altså forstille dig og mig.

 Jeg ved ikke hvad vi laver på tegningen, eller om det bare er vores hoveder, eller tøj, eller hvad ved jeg. Bare Os to. 

Fordi jeg selv er tegneglad har jeg lavet en tegneserieagtig udgave af mig selv til at kickstarte legen. 

Send et foto eller scanning af tegningen til pillepernille snabela gmail.com senest 1. nov, så finder jeg, sikkert politisk ukorrekt, en vinder. Og jeg viser alle deltagende Os to'er på bloggen. 

Jeg håber nogen er med på den!

 Du vinder jo måske et eksemplar af "Os to" af Philippa Rice, som Damgaardmedia igen er så sød at begave os med! Kom nu, det bliver sjovheden selv!

Nogle gange går jeg ud i skoven og bærer en bjørn på min ryg

I går eftermiddag kom jeg træt hjem fra arbejde. Sådan drænet træt.

Hurmøret vendte instant, da jeg kiggede i postkassen og der lå noget brunt pap til mig. Hyggetrangen kastede mig ud i snackskål og tekande og indholdet af det brune pap.

Jeg har elsket tegneserier siden jeg var lille. Der trævlede jeg Anders And, Fantomet, Basserne, Gammelpot, Hulken igennem. De var ikke svært at finde, for de var inde på min brors værelse.

Nu er jeg jo temmeligt voksen, men jeg er ikke vokset fra tegneserierne. De glæder mig og jeg kan spendere meget lang tid med at stene rundt inde i Faraos cigarer.

Jeg læser alt fra Tank Girl til Astorid Pylop. Og ham den japanske. Og alt muligt lige midt i mellem det hele.

Derfor var det ret vildt at åbne det brune pap. For der gemte sig et alletiders hæfte.
Pope Hats. Frisk fra presse.

Slugte den alt for hurtigt, historien om pigen, der lever en en lettere surrealistisk tilstand at almindeligt liv og møder med et spøgelse, mens hun kæmper med et tungt sind.
Det lyder så alvorligt, men det er så fint, sjovt og dejligt at læse/kigge på.

Hvem var det, der vidste at jeg elsker den slags? Det var en gut i Århus. Som har lavet sig et forlag, så han bl.a kan udgive Ethan Rillys fine streger. Jeg tror han vidste det, fordi han er kærester med sejheds Anne.

 Selv den lille fugl kunne ikke vente. 

Og ved i hvad. Han er sgu så flink, ham fyren i Århus, så hvis i svarer mig på, hvorfor i elsker tegneserier, så kan i vinde et eksemplar af Pope Hats.

Nå, ja ok, måske er min blog ved at udvilke sig til ren give away, men øh. Det er da trods alt med gode ting. Jeg havde ikke set det komme selv. Nå.

Slå jer løs, for pokker, Og hold op jeg grinede af det med bjørnen. Lollede. For mig selv.
Ok, måske klukkede jeg kun, men jeg elsker det.

Jeg trækker lod allerede på torsdag d. 10.10, så let rumpen.

Jylleren

Jeg har været der igen.
Det var dejligt.
Det var et lift med en amerikansk flyder, med rulleskøjterne, med tre ud af fem yndlings møgunger, med bror, Bedste, Mor og Jens. Det var med udsigt og afslapning.

ro

Spørgsmålet falder hele tiden;
Er du faldet godt til på dit nye sted?

Trods kvarteret er så pænt, at jeg får lyst til at skrive pik på vejen med store lyserøde bogstaver.
Trods jeg møder brugere fra mit arbejde på hvert andet gadehjørne.
Trods jeg bor på 15 kvm.

Så er jeg glad. Her er så rart. Jeg har ro i mit hjerte.

Min vej

METAL LAKS LOL LOVE

Mine venner, de skal giftes.
Ikke dem allesammen, bare to af dem.
Altså de var bare lige nød til at udskyde det lidt, for der kom noget i vejen, som er ganske alvorligt, men i forsommeren, havde jeg gang i nål, garn og gave.

For et par uger siden syede jeg stofstykkerne sammen, og  aftes fik de gaven, fordi jeg ikke ville vente mere, og deres kærlighed til hinanden, den er jo den samme, uanset to ringe på fingrene.

De blev glade. Det er så rart, når mange timers arbejde rammer rigtigt, og at se dem kramme gaven på skift, uden de egentligt selv lagde mærke til det, gjorde mig så glad.
De fortjener kærlighed efter en hård kamp hen over sommeren.

De broderede ord fortæller historier om dem hver, og jeg har sat dem sammen fordi, ja, de to, de hører sammen.

sensommersol med et lille menneske

Jeg undrer mig nogle gange, faktisk tit.
For der er noget der gør mig glad langt ind i sjælen. Det er underligt. Simpelt og uundværligt.  

Hvorfor vil jeg ikke have mine egne, når det kan gøre mig lykkelig, at et lille menneske sætter sig på mosterstolen, når vi tager på eventyr sammen, helt alene?

(og jo, jeg ved jo godt hvorfor jeg ikke vil. En sang om frihed og en sang om rummelighed)

og synge sange om de sidste stråler

Når man, sammen med venindens andre venner, henter hende på Riget, fordi hun har fået sin sidste omgang stråler sendt ind i hovedet, så må man gerne blive rørt, når hun kommer ud fra afdelingen.
Over at hun er så pissesej og hun har klaret forløbet så godt.
Man må grine og sniksnakke og spise kage i parken.
Spille strandtennis og hoppe i svingtov.
Leve lidt på den gode måde.
Kramme og synes vennerne er vildt sjove, og vi er heldige at hun er vores ven.
Sentimental er også ok.
Alt er ok for nu.
Alt skal være ok.

Konceptuel ved et tilfælde

En fødselsdag med koncept.

Et maritimt koncept.

Lene og Anna hentede mig, og sammen cyklede vi mod Den Blå Planet, som vi har sukket efter siden åbningen i marts.

Der var mange mennesker, det havde vi forberedt os på, så det slog os ikke ud. Vi kæmpede os hen til ruderne med havdyr og stirrede på alle de tossede skabninger. Søanemoner, rokker og en mægtig grim alligator skildpadde. 

De var fascinerende allesammen, men må indrømme, at jeg desværre ikke er helt solgt. I hvert fald har jeg ikke behov for at tage derud igen. 

Frokosten blev pommes af den lækre slags, med salt og de andres med fisk til. Glad var jeg, da mågen, der sked på mig, ikke ramte mine pommes. 

Held siger i? 

Jo. Jeg var heldig med den fødselsdag. 

Is blev spist stående ude i Strandparkens kolde havvand, og fødselsdagsmiddagen blev (vegetar)sushi ved Kalvebod Brygge. AmarOrama gav fødselsdagssushien for andet år i træk, så nu er det en tradition, det sagde hun selv. Jeg synes hun er yderst fornuftig. 

Dagen sluttede med Friday Night Skate med blåt tema, så jeg hoppede i matroskluns, for turen forgik langs Københavns havne. Jeg fik en blå ballon, var lykkelig, som et barn og rullede hele turen med den i hånden. De andre, bagved, fik den kun lidt i hovedet. 

Rulledisco på kajen afsluttede dagen, der pludselig passerede midnat og ikke var min mere. 

35

Jeg er så let at påvirke.
Mit hjerte banker lidt hurtigere lige nu.
Ikke fordi der er sket noget ekstra ordinært, men såmænd bare fordi jeg lige har spist en kanelsnegl.

Faktisk føles det, som det ræser afsted. Det er en spøjs følelse. Lidt sjovt og lidt ubehageligt.

Hvorfor sidder jeg og kværner en snegl kl 8 om morgenen, sådan helt for mig selv?

Fordi jeg sgu fylder år.
 Jo, jo. og til fødselsdag hører den slags. Kakao, håndværkere og en snegl.
Og et ræsende hjerte.

Hurra for mig selv og min egen morgenmad på sengen!

Gå altid derhen, hvor andre bloggere foreslår.

I torsdags var jeg edderspændt rasende. Så sur og tvær at jeg ikke engang bloggede om det.
Min cykel blev stjålet på Christianshavn, mens jeg passede lånehunden.
Jeg ringede til politiet og forsikringen. Sidste sagde, at der nok kun var sølle lille beløb at hente for cyklen er jo 41 år gammel. Nå.

Jeg fik fat i venindes lånecykel og lagde planer for hvordan min sølle økonomi skulle klare, at få mig en ny cykel.

AmarOrama fattede min nedtur og tilbød trøsteøl og jeg takkede ja til en lille tur ud i København.
I aftes hoppede vi på en båd rundt i kanalerne, blev tørstige og hun foreslog at vi gik en tur Christiania.

Og der.
Midt på en plads, midt på Staden, helt alene, stod noget jeg genkendte.
Lyse håndtag. Grim brun sadel. Et Hot Friture klistermærke. Uskadt.

Min store kædelås mangler.

MEN.

Min trofaste jernhest er tilbage i min stald.

Midsommer bliss

Søs og ungerme, Enghaveparken.

Hadsten tur retur

Man kan godt få en fornemmelse af at tiden står stille i provinsen, men på mystisk vis forsvinder tiden som sand mellem mine fingre, når jeg er der.
Weekenden gik med at save, puste, hoppe, skolde og koldbruse, saftevandspauser og hygge i selskab af 4 mandspersoner i Hadsten.
3 af dem passede jeg, mens den 4. føjtede med gamle naboer den ene aften.

Vinylweekend

Pladespilleren har snurret lystigt i weekenden, ja, det er lige før,  jeg tror den tændte sig selv, da jeg i fredags kom hjem med soundtracket til 80'er kitchklasskikeren Pretty in Pink.
Nummeret lyserød vinyl.
I yndlings lyserød.
Med New Order, The Smiths og andre lydherligheder.
Åh, jeg kan næsten ikke få luft.

Vejret blev endnu mere slået ud da jeg lørdag eftermiddag tømte postkassen og der lå en pakke fra Brændstofs Marian med søde ord og flere herligheder.
 Jeg havde luret på hendes vinylservietter og spurgt hvor de var fra og vups fra det svenske, sender hun mig en pakke, fyldt med finheder.
Det var lige før, jeg kom i buksen over sugerørenes flyffy pastelfarve.
Takkeligtak M!
Jeg får den flotteste søndagsmiddag nogensinde.

lige som de andre...

Jeg har været i Jylland siden torsdag. Der var et par nevøer  eller tre der skulle passes fredag, men den egentlige grund til turen var at min mor fyldte 60.
60! Er i klar over hvad det siger om min alder? Hvad end det siger, så glemmer vi det igen.

Jeg håber at tyvstjæle et par gruppebilleder fra min mor, fra 60 års fejringen når Kristian Svensker sender dem til mor. Jeg aner ikke hvorfor de kalder ham Svensker, han lød enormt dansk, deres kammerat. De er skøre de jyder. Hvad det siger om mig, det glemmer vi også bare igen.

Som så mange andre gør, spiser jeg af med et par insta-skud, så halvdelen af jer har allerede set dem. Mit kamera kom åbenbart ikke op af tasken. Må tage mig sammen.
Lad os navngive billederne i flæng;
Vi har set broen før. Drenge ser disneysjov. Bror har gulvvarme og det er svært at rejse sig. Hunden er stor og blød og fælder. Ud og broder med DSB.

Og tillykke igen, Mutti, det har været hyggeligt det hele!

Hvorfor skratter det?

På de sidste mange telefoner jeg har haft, har jeg optaget en lille lyd, som jeg har brugt til ringetone. Det har været den samme lille lyd de sidste ca 10 år, sådan rundt regnet.

Jeg har netop optaget den lille lyd ind på min nye tlf, men den samme crappy lyd som det plejer. Det skratter en smule når min telefon ringer og sådan plejer det jo at være.
Plejer er jo så trygt.
Det kan godt være jeg har en smart tlf nu, men jeg er sgu lidt gammeldags.

Derfor skratter det.