mandag den 21. april 2014

Jeg tog væk.

Jeg hoppede op i nogle rulleskøjter. 
Ind i bus. 
Op i nogle rulleskøjter. 
Ind i en bil. 
Gik ind i en stald. 
Jeg prøvede at putte en hest i lommen. 
Var hestepige i en hel dag. 
Sniffede til min hesteduftende jakkeærme dagen efter.
Blev kastet tilbage til den gang, hvor jeg var i en stald hver eneste dag. 
Engang, skal jeg det igen. 



Jeg kørte i en bus. 
Jeg hoppede i et tog.
Jeg tog rulleskøjter på.
Jeg rullede op ad de vilde bakker. 
Jeg fældede et træ. 
Ikke alene.
Med min bror. 


Jeg blev.
Fejrede en 9 årig. 
Jeg fattede ikke, at der var gået 9 år. 


Jeg hoppede ind i en bil. 
Ind i et tog. 
Ind i en bil. 
Ind i en metro. 
Op i nogle rulleskøjter. 
Der var gået 5 dage, da jeg igen satte nøglen i min hoveddør ved midnatstid. 

torsdag den 10. april 2014

Er det en banan du har i buksen?

Min veninde Vigdis, ikk?
Hun er mega provokerende.
Hun ved jeg elsker ting med bananer. Og bananer. Og hvad gør hun så? Så køber hun et par bukser med bananer på, og sender mig et billede af, at hun af dem på.

Så kan jeg bare sidde her hjemme, stadig lidt halvsyg og være pissebananbuksmisundelig. Heldigvis er jeg jo kreativt uddannet og kan lave mine egne.



tirsdag den 8. april 2014

høj femmer!

Jeg ligger syg. Det giver mig tid til at tænke.
Jeg har forfattet det ene blogindlæg efter det andet. Jeg sletter dem, eller gemmer dem som kladde. Skriver løs. Jeg har lige fundet ud af, hvorfor min bloglyst døde:

Jeg er blevet underkendt. Igen.

Og det vil jeg fandme ikke finde mig i.

Ingen, og slet ikke den underkendende, skal tage glæden ved noget, som jeg holder så meget, af som denne blog, og hvad den har ført med sig af venskaber og tro på mig selv, fra mig.


Fandme.

Og fandme igen.

Jeg vil ikke underkendes. Det er mig, der har ret.


High five til mig selv.



onsdag den 2. april 2014

Hej Blog

Jeg er begyndt at savne dig. Lidt.

Jeg troede jeg ville slå op med dig, men nu er jeg kommet lidt i tvivl.

Giv mig mere tid, og giv mig lov til, at vores forhold ikke bliver som før.

Måske finder vi sammen igen, men jeg vil ikke love noget endnu.



onsdag den 12. marts 2014

Hvad fanden gør vi?

Enten har jeg:

Glemt hvordan man blogger?

Mistet lysten?

Skrevet det jeg skulle?

Fåk.

Vejlesøen, Holte, i morges.  


Popcorn. I en skål. I torsdags. 

tirsdag den 4. marts 2014

Blævertro.

Når jeg går forbi en rude, så kigger jeg ind i den. Den gør mig ked af det. Ikke fordi der er noget grimt på den anden side af ruden.
Men fordi jeg ser mit spejlbillede. Jeg bliver lidt ilde til mode, for jeg er jo overvægtig. Jeg er ikke et nips. 
Det bliver jeg aldrig. Jeg vil altid være for tyk. For blød og lidt for blæveret. 

Skælder mig selv ud, det er jo kun min egen skyld. Jeg må holde op med at spise usundt. Nu. Hele tiden. 
Træne noget mere. Rullesæsonen starter igen om lidt, så bliver det hele meget bedre. 

Når jeg bliver tynd, så bliver jeg glad.

Sådan har jeg tænkt siden jeg var barn. 
Da jeg var 12 tog jeg konsekvensen. Jeg holdte op med at bruge den badevægt, der stod på badeværelset. Jeg kunne mærke, jeg blev besat af at holde øje med tallene. Jeg havde allerede holdt øje et par år.
Jeg er stolt af min tidlige selvindsigt, men ked af, at mit barnesind tænkte sådan. At det var nødvendigt.
Jeg tænker det stadig. Tynd og glad. 

Jeg ved godt at det ikke nytter noget at skælde mig selv ud, når tøjet strammer. Jeg ved godt, at jeg ikke skal blive helt vissensort inden i. Det er ikke vigtigt, om jeg er lidt for blød.  

Jeg får den vildeste optur når jeg kan gå en størrelse ned i tøj. Den varer desværre ikke så længe, for jeg får altid øje på hende der i vinduet. Hende den kvabsede. Hende med topmaven og den brede røv. Hende med mormor armene. Hende der bliver ked af det. 

Jeg bliver flov, når jeg kommer til at sige højt, at jeg er for tyk. Jeg kan se det i øjnene. De tænker garanteret; "Endnu én af dem der, der bare vil have, at de skal sige, at man da er slank".

Lige nu ligger to af mine yndlings nederdele og tørrer ude på badeværelset. Jeg prøver at lade dem fortælle mig sandheden. Om en helt normalt vægtig kvinde midt i 30'erne, der kan passe den størrelse der står på snippen. 

Men hvorfor ser jeg så stadig hende, der er alt for stor, i vinduet?

Jeg håber, at jeg en dag tror nok på mig selv, til at lytte til snippens tal. Hele tiden. Jeg ved godt hvad det handler om. 


mandag den 3. marts 2014

Akut mumisindssyge

Min svoger, han ved det godt. Han siger det også.
 "I er sindssyge".
Om min søster og jeg.

Vores samlemani er tosset. Helt tosset.
Så tosset at vi har mailet, besøgt og kimet butikker ned. Uden held.
Heldigvis går min svoger langt for at gøre min søster glad. Og mig.
Et stykke uden for København fandt han hvad vi søgte.

Tove Jansson ville have fyldt 100 år i år, og Arabia har lavet en lille gren af mumistellet for at fejre hende. Og for at tjene flere penge, det ved vi jo godt, de kender, os, tosser.

Men kun hver 6. jubilæumskop har en lille detalje, og det var den de sindssyge søstre hungrede efter.




Her dingler Toves lille brille fra kanten af koppen. Detaljen os samlere bliver akut sindssyge over. Jeps. Vi har den. Tak svoger.

torsdag den 27. februar 2014

tanke om undervisning

Bøger fyldt med inspiration og tusind man kan.

Noter, tanker, hvad, hvornår og hvordan og noget med oplæg.
Det er svært at begrænse sig, når eleverne skal kunne overskue forløbene og ikke kløjs i alle mine forventninger om at nå alting på én gang. Bare fordi det er sjovt og jeg vil lære dem alting, selv om tiden er knap.
En underviser er jo en guide, mentor og inspirator. Og formidler. Helst ikke en stressfaktor.

En balance gang og et håb om at ens egen begejstring smitter godt og grundigt af.







søndag den 23. februar 2014

Slut/start

Søvnløs, forkølet, tummelumsk.
Jeg har været det hele de sidste par uger. Lidt ved siden af mig selv.

Torsdag aften var jeg til en afsluttende enetime i TUBA.
Sagen skulle op i ledelsen og tage flere uger: Fredag aften tikkede der en sms ind.

Hej Pille, 
Jeg har besluttet at du får forlængelse, og at du kan gå hos mig. 
Nu håber jeg du kan sove roligt. 
Kh. 

Jeg blev glad, lettet og overrasket. Ude med veninde, der så en tåre ligge på lur, da jeg rakte hende telefonen, så hun selv kunne læse .

Taknemmelighed over, at det gik så hurtigt.
Frygt over om jeg er så fucked up, at terapeuten tager en hurtig beslutning bag om ledelsen.

Mest bare glad fordi jeg turde, fordi i hjalp og fordi jeg får mulighed for at komme videre med noget, jeg ikke selv magter, jeg har prøvet i så mange år.

Se hvad der også står på samme dag. Flere timer som Frk. Pille med stram knold og fagglæde.
1 1/2 uge i marts.
Mit faste arbejde giver mig fri, til det, uden kny.

Jeg tør fandme næsten ikke tro på alt det gode.



onsdag den 19. februar 2014

Rugbrød i min nakke

Jeg elsker brød, og tager det gerne så mørkt og maltet som muligt.

I dag lancerer Lagkagehuset to nye typer rugbrød, hvilket er lækkert for en rugbrødsmotor som mig. Jeg har fået lov at prøvesmage de to brød, så igår slog jeg et smut forbi det fine gul stribede hus på Christianshavn og hentede brødene.

Det mørke brød er 100 % øko og helt af rug. Mørkt, saftigt og hverken for sødt eller surt. Et virkeligt lækkert brød, som mit øko elskende hjerte, gerne sætter tænderne i en anden gang. Bare de ville smide det i nakken af mig igen.

Det lysere brød er glutenfrit og bageriets forsøg på, at leve op til en voksende efterspørgsel hos kundegruppen.
Men jeg forstår slet ikke Lagkagehusets valg af brødtype. Jeg har smagt flere forskellige glutenfri rugbrød hos glutenintolerante venner, som smagte rigt og meget som almindeligt rugbrød. Med noget at tygge i.
Dette brød er, efter min mening, uinteressant at sætte tænderne i. Det smager af lidt, og tørt i munden, trods at det ikke er fysisk tørt.
Og så undrer jeg mig over hvad guargummi laver i et rugbrød?

Næh, endnu engang vinder økologien mine smagsløg, og jeg synes det er ærgligt at glutenallergikere skal spises af med så kedeligt et brød.







mandag den 17. februar 2014

Skitse-skala-stik-stik-stik

Han kommer fra et sted. Hvor der er koldt, men flot.

Jeg har aldrig været der, men jeg er tiltrukket af den rå skønhed.
Jeg går på opdagelse via mit arbejde, og måske, slår det mig lige nu, er det derfor, at jeg ikke har stor rejsetrang. Jeg rejser ind i mine projekter.

Morgen selvindsigt og morgenlys på billeder:








tirsdag den 11. februar 2014

Om travle, gode uge ender

Jeg gjorde det med at turde. Og det var ok. Ikke fedt, men ok.

Flygtede til venner og familie i Århus og havde den bedste weekend med aften te på cafe, op kl 6, hesteklapning på galopbanen, hygge med bror og ungerne, op kl 6 igen, børnefødselsdag med hele jydefamilien og afsluttende te i venindes sofa inden turen mod København kaldte søndag aften.

Hverdagen er i gang, og jeg skriver hastigt før job, strikkeklub og hygge med Vigdis venter på mig i tirsdagens svage morgenlys.


onsdag den 5. februar 2014

om at ikke turde være modig.

I morgen slutter noget, som har gjort godt.
Hver 14 dag har jeg mødtes i en gruppe i tre timer. 17 gange har jeg været der.
Jeg vil ikke have det skal slutte, jeg er jo kun lige begyndt. Det er de sidste par gange der har vist sig ting tunge og grimme i mit sind, som jeg skal have ryddet op i.
Jeg vil turde mere. Jeg vil turde søge om forlængelse. Jeg tør ikke. Det gør så mange knuder i min mave, at skrive, at jeg beder om forlængelse. Ordene kommer ikke rigtigt ud. Det skal de helst inden i morgen.

Men. Nu poster jeg det her. Så kan jeg ikke slippe uden om, for nu holder I, derude, mig i ørene. Jeg kan ikke bare lade som om, at jeg ikke ville søge.
Jeg vil søge. Jeg tør godt.
Ikke?



onsdag den 29. januar 2014

Takaokami

Måske har i allerede læst det i Soundvenue?

I morgen skal vi altså kigge på noget nyt regntøj. Designeren er min dygtige og underfundigt tænkende studieveninde Emma Jorn. Hun har hentet inspiration i både københavnercykleri og Japan, og det er endt ud i en lille kollektion for alle dem der elsker regn, cykleri og sjovheder.

Jeg drømmer allerede om cykle byen tynd i regnkjolen i en sommerregn og dele regnvejrs oplevelser i et regnslag beregnet til tre.

To af mine andre veninder skal Dj'e og så tror jeg da nok lige, at vi skal have dansesko på til det modeshow!

Kommer du også? Vi må have vandpistoler med! Kom nu!

TAKAOKAMI








tirsdag den 28. januar 2014

På vej i natten



Kærlighed til en by af lys og min cykel, som venter tålmodigt i sneen, mens sveden driver tungt, af en cirkel snurende om mine hofter.





lørdag den 25. januar 2014

Tasken

I går fandt et skriveri sted på Facebook.

Signe: Hej Pille. Selvom du er en meget ny ven og ikke har fødselsdag, har jeg denne gave til dig.
Du må også gerne sige nej tak - den skal nok få en glad ejer uanset.

Mig: Har du fundet den genneren? Lige inden jeg flyttede fra Amager, afleverede jeg en helt tilsvarende, nemlig. Samme slitagegrad! Mon det er den? Det kunne være megasjovt?

Signe: Jeg har fundet den i den store genner på Hørhusvej?

Mig: Jæs, det er min gamle taske!



Vi blev enige om at Signe selv skulle beholde den, og hun valsede ud i verden med den over skulderen, med en fornyet glæde over at den nu havde en pudsig historie!






tirsdag den 21. januar 2014

Slet ikke et fattigt ord

Jeg ved slet ikke hvilket ben jeg skal stå på, det er derfor jeg har været langsom. Det er overvældende med den opbakning, fra kendte og ukendte, som min post sidste søndag, sendte i min retning.

Jeg tror ikke, der før, har tikket så mange kommentarer ind hverken her, på twitter eller insta. Det hjerte, der nervøst sendte indlægget ud på internettets usikre grund, blev de følgende dage roligere.
Genkendelse og erfaringer blev delt ud af jer. Mine hemmeligheder skal slet ikke være hemmeligheder mere.

Ord som "stærk skrevet", "hvor er det godt du deler", "hvor er det godt skrevet" og "tabuet er brudt" fløj om ørene og gjorde mig ydmyg. På en god måde, for det er så sundt at høre andres historie, at spejle sig og sammen rejse sig fra gamle mønstre.

Jeg er glad for at jeg gjorde det. Jeg er glad for at i passede på mig, da jeg postede det mest sårbare i bloggens historie.

Aldrig har en blogpost på de nye eventyr fået så mange hits. Bare første dag læste næsten 600 mennesker mine ord.
Fordi i forstod, gav mig rum, delte og bare var her:




lørdag den 18. januar 2014

Stereomøblet

Bare ordet.
Det gør mig lun i betrækket.

Jeg har længe været på udkig på et møbel der kunne skjule min hæslige forstærker og cd afspiller.
Mine fine gule pladespiller skal ikke bare stå på en klods af grimhedsanlæg, den skal have alt opmærksomheden fra mine øjne.

Nu har der indfundet sit et stereomøbel i mit lillebitte hjem. Det blev transporteret hjem bag på min gamle havelåge, pakket ind i plast tæpper og en enkelt pude. Og med en venlig hånd af min roomie.

Er i parate?
Her kommer det.

Stereomøblet.






onsdag den 15. januar 2014

nej, det er ikke en ulv.

Husker i ham her?

Han blev færdig i går aftes. Jeg nåede først at tage billeder af ham, her i skumringstimen, men i får en udemærket fornemmelse af ham alligevel.

Jeg ved endnu ikke helt, hvad der skal blive af ham, men jeg tænker på grafisk print. Og så ved jeg faktisk ikke helt om der faktisk skal broderes mere på stoffet, det er nemlig ret stort.

Han er ca 18 x 18 cm, hvis man proppede helt ham ind en firkant.






søndag den 12. januar 2014

Om alkohol og tabu.

Det er tid. Modet er samlet, men det er stadig svært.

Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal begynde. Lad mig starte et sted midt i det hele. 

En bror kommer ind på en lillesøsters værelse og siger "Hold op, Far var fuld i dag". De er begge teenagere. 
Når søsteren, som er mig, slet ikke har opdaget at Far var fuld netop den dag. Han var jo, som han altid var? Var han så altid fuld? Kendte jeg procenterne bedre, end jeg kendte min far? Hvem var han?

Jeg lærte ham først at kende, da jeg mere end ti år senere, grædende brød sammen. Jeg var sygemeldt med stress og depression fra mit studie, og han ringede tilfældigvis to dage efter sygemeldingen. Han ringede ellers kun et par gange, eller tre, om året. En sms på min fødselsdag, var hvad det blev til.
Med tårerne trillende fortalte jeg ham, at jeg var evigt bekymret over at han drak og hvad det medførte. Han kunne ikke huske episoder fra vores liv sammen, som har præget mig så meget i dag. Fordi han var fuld, da de skete.

Han begyndte at ringe til mig hver formiddag. Før han blev fuld op af dagen, og ikke mere kunne tale med mig. Der lærte jeg ham lidt bedre at kende. Vi opnåede en forståelse. 
Desværre var han så syg, at han ikke blev her i verden, så længe efter det. Alkoholen havde sat for store spor i hans krop. Men jeg nåede at lære ham at kende, bare en smule. Fordi jeg var ærlig over for ham, blev han ærlig over for mig.
Jeg ved godt, hvorfor formiddagsopkaldende gled ud. Flasken kom igen på bordet tidligere på dagen.  

Når jeg gentagne gange gennem mit liv har bedt folk, tæt på mig, om at lade være med at drikke, og de bliver ved, eller ikke ser alkohol som et problem.  
Så gør det mit selvværd lille bitte. Jeg er mindre værd end en flaske med procenter i. Den er vigtigere end mig. Følelsesbedøvelsen er vigtigere end et ønske om almindeligt samvær fra en datter. Det bliver lettere at gemme sig på sit værelse, eller senere, holde sig væk. Det gør for ondt, at se de mennesker, jeg så gerne vil være sammen med, glide væk i alkoholtåger og uforudsigelighed. 

I 2013 er der sket meget. Jeg er begyndt i terapi for voksne børn af alkoholikere. Jeg prøver at rydde op i mit alt for lille selvværd og andre spor der har sat sig i mig. Det er hårdt, svært og jeg ved nogle gange ikke hvem jeg selv er. Men det er godt, terapien, og jeg opdager langsomt, at jeg faktisk er værd at være sammen med. 

Det er ikke det eneste, der er sket, det er sket noget meget vildere. 
Min mor og hendes mand, de overraskede os alle for et år siden. Lige pludselig kom der ikke den frygtede papvin på bordet mere.
Jeg blev så glad, men er stadig bange for papvinen. Kommer den en dag listende tilbage? Jeg har været bange for den, så længe jeg kan huske, for den ændrer dem sådan. 

For første gang i hele mit liv, har jeg fejret en jul, hvor jeg ikke har haft en knude i maven.
Jeg har ikke et eneste øjeblik været bange for alkoholen skulle forandre de mennesker, jeg stammer fra. Jeg har ikke en eneste gang haft lyst til at flygte, når stemningen blev ubehagelig. For den blev det aldrig. Jeg kan ærligt sige, at det var den bedste jul i mit liv. I en alder af 35 år. 

Stoltheden over, at de er så stærke, at de har stillet flasken, efter så mange år, er så stor. 
Jeg ved det gør dem godt, og jeg håber at de, nu, ved hvor stor en ting det er, også for mig. Bortset fra da mine nevøer kom til verden, så tror jeg det er det største, der er sket for mig. 
Jeg er ved at lære dem at kende, og det giver så mange svar på, hvorfor jeg, er den jeg er. 

Jeg skriver ikke det her, for at gøre nogen ked af det. Vi skal se fremad, ved at forstå fortiden. Det er sådan vi lærer. 
Jeg har mistet min far til det lort. Det var misbruget og følgesygdommene der tog livet af ham i en alder af 55 år. 
Alkohol nedbrød mit forhold til begge mine forældre.
Jeg skriver, fordi jeg vil nedbryde tabuer. Jeg ved, at der sidder så mange derude, der kæmper samme kampe med dem selv og deres nære, som jeg. 

For to år siden stillede en pige, jeg knapt kendte, sin Far et ultimatum: Stil flasken, eller jeg kan ikke være en del af dit liv mere.
De fik ham sammen i behandling og han har været ædru siden.
Den udløsende grund til at pigen sagde stop, var at jeg, første gang vi mødte hinanden, sagde "Din far har et heftigt misbrug". 
Jeg tænkte ikke så meget over det, før hun flere måneder senere takkede mig. Ordene havde sat gang i noget vigtigt inden i hende. Flasken var stillet, og tænk, min ærlighed, har gjort at hendes familie ikke længere har en aktiv alkoholiker, der ødelægger deres familie mere og mere. 

Skal vi ikke gøre den slags noget mere?

At folk har problemer med alkohol, skal ikke være tabu. Vi skal være ærlige om det. Det skal ikke være noget nogen skammer sig over. Vi skal være åbne. Se problemerne i øjnene. Først der kan vi tage hånd om misbruget og dets mange følger. Alkoholisme rammer ikke kun misbrugeren selv, men spreder sig som ringe i vandet til alle pårørende.

Vi skal være opmærksomme på at børn, store som små, bliver skadet af forældre med misbrug. 
For som TUBA, som jeg er så heldig, at være tilknyttet, har som slogan: Ingen skal vokse op med fulde forældre. 




Dagmar teateret.  

Er du selv vokset op med med forældre der drikker? Eller har drukket? Du kan også få hjælp hos TUBA, det er ganske gratis. Her kan du også læse, hvad det gør ved dig, at være pårørende til en alkoholiker. 

søndag den 5. januar 2014

Så bliv dog hjemme, fat det nu!

Kl 17.37 sender jeg en sms og raskmelder mig.
"Hej Leder, jeg kan vist godt komme på job igen i morgen. Stadig lidt hæs, men det går nok."

Kl 17.56 ringer tlf.
"Hej, det er Leder. Se nu at blive hjemme og blive ordenligt rask."

"Jamen. Det har bare sat sig meget på stemmen. Jeg tror godt jeg kan komme. Jeg er bare lidt snottet også" (og svimmel og klamhoster, det går jo nok over, behøver ikke nævne)

"Bliv nu hjemme, og så ses vi på onsdag"

"Ok, jamen, ok. Jamen. Vi ses"

Leder kender mig bedre, end jeg selv gør.
Skræmmende.



Frederiksberg have kl. 16. Vovede mig ud på gåtur. Følte mig nærmest rask. Nå.

lørdag den 4. januar 2014

Lunaer

En lille bitte broderiopgave er sendt ud i verden. Eller faktisk bare hen på Nørrebro, hvor en eksamen i visuel kommunikation på ITU skulle køres i hus med en broderet patch.
Damen havde lavet redesign og ville gerne have det lille Luna hovede i sting. 

To ens blev lavet, og afleveret i torsdags. 
Det er ret underligt, at bare udføre en opgave uden at selv have haft fingrene i designet. Jeg er vant til at selv lave designet, og så til tider lade andre om produktion. Eller så selv udføre. Det her med at bare være produktionsdame er ikke helt min kop te, men selvfølgelig interessant at prøve hver gang.

I mit hovede hersker der ikke nogen tvivl om, at ideudviklingen er det sjoveste ved en proces. Det er sjovt at lave en prototype, men det med at producere det samme om og om igen; Det keder mit hovede forfærdeligt. Jeg mister lysten. 

Heldigvis var det her en hyggelig lille opgave, hvert hovede er 5x6 cm, og derfor nogenlunde hurtigt lavet. Jeg har brugt ca 6 timer fra udprint af hovede, overførsel til stof, udvælgelse af garn, broderi og ombukning af kanter, så de blev til patches. Måske lidt mere, måske lidt mindre. 


Udgangspunkt for broderiet.



onsdag den 1. januar 2014

nytårshat

Godt nytår alle bloggers/bloglæsere og andet godtfolk.

Jeg hepper på at 14 bliver awesome som bare pokker.
Efter at have fejret nytår med de bedste damer i aftes, hvor vi lavede den famøse, hvad er det bedste og værste fra 13 og hvad håber du for 14 runde, må jeg se mig selv som værende glad for det meste i mit lille liv.
Det har været hårde ting som syge veninder, flytteri og den slags. Men de overskygges af tættere venskaber, bl.a med den syge og det dejligste lille sted at bo.

Selvom min ene nytårsdame påstod at det ikke var hendes skyld, at jeg fik et nyt sted at bo, så er det jo hende, der skrev den blogpost, som fik Trine i gang på tastaturet og hev mig til Frederiksberg.

Bloggen her har den sidste tid gennemgået en stilhed, som til dels har mit nye arbejdsliv, at skylde sylden på, men der er også sket andre ting i mit liv, som jeg har lyst til at blogge om, men ikke har synes at jeg kunne, fordi man jo skal holde på formerne.
Jeg kan mærke at det vil være godt for mig, og en del af min proces af accept- og forståelse af eget liv, at få ud af mit system gennem bloggen, som jo er mit talerør.

Jeg har besluttet, at jeg vil skrive om det, her.
Det har taget lige så mange år, som bloggen har eksisteret at tage mig mod til, men det kommer her løbende over den næste tid. Det havde været lettere, hvis jeg var anonym, så havde det været blotlagt for år tilbage.
Altså ro på, det er ikke mørke dystre barnedræber ting, der kommer på bordet. Slet ikke. Bare ting der er vigtige, for den jeg er.

Samtidig har jeg besluttet at bloggen skal flytte. Det kommer sikkert til at foregå inden for de næste par mdr, men jeg håber jeg kan flytte de sidste 5 1/2 år bloggeri med over på det nye sted.

Jeg samler mod til det hele. Hav tålmodighed med mig og bloggen, så er i de bedste i verden. Arh, hvem narrer jeg? Det er i allerede.




søndag den 29. december 2013

Postjul

Julen. Den var rar og rund.
Og gjorde mig så doven. Min computer blev slæbt rundt til 3 forskellige overnatningssteder, men den kom aldrig op af sit kuffertskjul.
 Mine intentioner om at amokblogge i mine tiltrængte fridage, blev ved tanken. Det samme gjorde den med at kun tage billeder med mit kamera. Ikke med min telefon. Den lykkedes slet ikke.

Det var der så meget andet der gjorde. Mine planer om at hygge og slappe af og æde mig kuglerund i juleslik, den har jeg gennemført.
Selv da jeg lå kulderystende under et uldtæppe med en hals så øm, at jeg forledtes til at tro at nogen havde voldtaget den med juletræet på rådhuspladsen, der kunne jeg da sagtens sluge de chokolader min bedstemor stillede frem foran min næse.

Nu er jeg hjemme og tømt tlf for juleglimt. I får dem.

Her ser i en flot kugle. Eller den var flot.
Og har været min mors bedstefars.
Jeg smadrede den, da jeg ville hænge den på det træ min mor, havde ventet med at pynte, til jeg kunne indfinde mig på den jyske halvø, og være med i traditionerne. Jeg er ikke stolt.

Min nevø på 3 år gave mig en mumipung med den besked, at den var til min hårspænder. Jeg sendte dette bevis hjem til Vesterbro, så han kunne se at jeg adlyder hans mindste vink.
Det lille hjerte i lynlåsen sagde han var fordi han elsker mig. Det er derfor jeg adlyder, jeg kan da ikke andet.

Ude ved min bror gik jeg lige uden for han matrikel og kiggede på solnedgangen. Så var det, at jeg godt forstod, hvorfor bror holder af provinslivet.

Hos min bedstemor holder vi altid mest til ved køkkenbordet under de fineste lamper i verden. Det har jeg siden jeg var barn klippet, klistret, syet, tegnet, spillet scrabble og talt med hende i uendeligt gode timer.

 Lyset på havnen i Århus var dragende, og jeg sejlede ud i det, og hjem mod det københavnske i går.

mandag den 23. december 2013

Lille Juleaften i en fremmeds bil.

Det har været solhverv, lyset er vendt. Den grå decemberdag kan ikke slå mig ud, for om 8 timer sidder jeg i en bil på vej hjem til juleferie i Jylleren.

Skal lige fejre jul for de sindslidende i 7,5 time og så har jeg 6 dages fri.
Det bliver for vildt. Kan ikke få mine arme ned, hvilket er upraktisk når jeg lige om lidt skal slæbe kuffert og julegavesæk med ned på jobbet.

Frihedsstøtten

lørdag den 21. december 2013

Benpynt

Ben. De sidder der lige under mit torso. Der sidder de sådan set ret godt og virker for det meste som de skal.
Jeg kan godt lide at pynte de ben, så da den seje strømpepusher, Camille, spurgte om jeg ville have en portion benpynt med fra staterne, slog jeg til uden kny. 

Nu vil jeg aldrig have de champagnefarvede diamanter af igen. Eller de lyserøde diamanter. Hvor mange lag mon jeg kan have på, uden at ligne en vanvittig?

Det der er med mig og strømbukser, er at hvis jeg ser nogle pæne, så køber jeg dem altid. 
Med den lamme undskyldning, at jeg ikke bruger penge på bukser.
Nu er det lige vi tager et minuts stilhed, mens vi overvejer om mit strømpebuksebudget ikke overstiger de fleste andres buksebudget.

I hvertfald skal vi ikke lige kigge i min strømpebuksekasse i dag. Det kan vi gøre en anden dag, hvis I ellers gider. Den er fyld med herligheder. Og gentagelser. 




Dagens strømpehøst er hentet hjem fra We Love Colors