Det er tid.
Modet er samlet, men det er stadig svært.
Jeg ved nærmest ikke, hvor jeg skal begynde. Lad mig starte et sted midt i det hele.
En bror kommer ind på en lillesøsters værelse og siger "Hold op, Far var fuld i dag". De er begge teenagere.
Når søsteren, som er mig, slet ikke har opdaget at Far var fuld netop den dag. Han var jo, som han altid var? Var han så altid fuld? Kendte jeg procenterne bedre, end jeg kendte min far? Hvem var han?
Jeg lærte ham først at kende, da jeg mere end ti år senere, grædende brød sammen. Jeg var sygemeldt med stress og depression fra mit studie, og han ringede tilfældigvis to dage efter sygemeldingen. Han ringede ellers kun et par gange, eller tre, om året. En sms på min fødselsdag, var hvad det blev til.
Med tårerne trillende fortalte jeg ham, at jeg var evigt bekymret over at han drak og hvad det medførte. Han kunne ikke huske episoder fra vores liv sammen, som har præget mig så meget i dag. Fordi han var fuld, da de skete.
Han begyndte at ringe til mig hver formiddag. Før han blev fuld op af dagen, og ikke mere kunne tale med mig. Der lærte jeg ham lidt bedre at kende. Vi opnåede en forståelse.
Desværre var han så syg, at han ikke blev her i verden, så længe efter det. Alkoholen havde sat for store spor i hans krop. Men jeg nåede at lære ham at kende, bare en smule. Fordi jeg var ærlig over for ham, blev han ærlig over for mig.
Jeg ved godt, hvorfor formiddagsopkaldende gled ud. Flasken kom igen på bordet tidligere på dagen.
Når jeg gentagne gange gennem mit liv har bedt folk, tæt på mig, om at lade være med at drikke, og de bliver ved, eller ikke ser alkohol som et problem.
Så gør det mit selvværd lille bitte. Jeg er mindre værd end en flaske med procenter i. Den er vigtigere end mig. Følelsesbedøvelsen er vigtigere end et ønske om almindeligt samvær fra en datter. Det bliver lettere at gemme sig på sit værelse, eller senere, holde sig væk. Det gør for ondt, at se de mennesker, jeg så gerne vil være sammen med, glide væk i alkoholtåger og uforudsigelighed.
I 2013 er der sket meget. Jeg er begyndt i terapi for voksne børn af alkoholikere. Jeg prøver at rydde op i mit alt for lille selvværd og andre spor der har sat sig i mig. Det er hårdt, svært og jeg ved nogle gange ikke hvem jeg selv er. Men det er godt, terapien, og jeg opdager langsomt, at jeg faktisk er værd at være sammen med.
Det er ikke det eneste, der er sket, det er sket noget meget vildere.
Min mor og hendes mand, de overraskede os alle for et år siden. Lige pludselig kom der ikke den frygtede papvin på bordet mere.
Jeg blev så glad, men er stadig bange for papvinen. Kommer den en dag listende tilbage? Jeg har været bange for den, så længe jeg kan huske, for den ændrer dem sådan.
For første gang i hele mit liv, har jeg fejret en jul, hvor jeg ikke har haft en knude i maven.
Jeg har ikke et eneste øjeblik været bange for alkoholen skulle forandre de mennesker, jeg stammer fra. Jeg har ikke en eneste gang haft lyst til at flygte, når stemningen blev ubehagelig. For den blev det aldrig. Jeg kan ærligt sige, at det var den bedste jul i mit liv. I en alder af 35 år.
Stoltheden over, at de er så stærke, at de har stillet flasken, efter så mange år, er så stor.
Jeg ved det gør dem godt, og jeg håber at de, nu, ved hvor stor en ting det er, også for mig. Bortset fra da mine nevøer kom til verden, så tror jeg det er det største, der er sket for mig.
Jeg er ved at lære dem at kende, og det giver så mange svar på, hvorfor jeg, er den jeg er.
Jeg skriver ikke det her, for at gøre nogen ked af det. Vi skal se fremad, ved at forstå fortiden. Det er sådan vi lærer.
Jeg har mistet min far til det lort. Det var misbruget og følgesygdommene der tog livet af ham i en alder af 55 år.
Alkohol nedbrød mit forhold til begge mine forældre.
Jeg skriver, fordi jeg vil nedbryde tabuer. Jeg ved, at der sidder så mange derude, der kæmper samme kampe med dem selv og deres nære, som jeg.
For to år siden stillede en
pige, jeg knapt kendte, sin Far et ultimatum: Stil flasken, eller jeg kan ikke være en del af dit liv mere.
De fik ham sammen i behandling og han har været ædru siden.
Den udløsende grund til at pigen sagde stop, var at jeg, første gang vi mødte hinanden, sagde "Din far har et heftigt misbrug".
Jeg tænkte ikke så meget over det, før hun flere måneder senere takkede mig. Ordene havde sat gang i noget vigtigt inden i hende. Flasken var stillet, og tænk, min ærlighed, har gjort at hendes familie ikke længere har en aktiv alkoholiker, der ødelægger deres familie mere og mere.
Skal vi ikke gøre den slags noget mere?
At folk har problemer med alkohol, skal ikke være tabu. Vi skal være ærlige om det. Det skal ikke være noget nogen skammer sig over. Vi skal være åbne. Se problemerne i øjnene. Først der kan vi tage hånd om misbruget og dets mange følger. Alkoholisme rammer ikke kun misbrugeren selv, men spreder sig som ringe i vandet til alle pårørende.
Vi skal være opmærksomme på at børn, store som små, bliver skadet af forældre med misbrug.
For som TUBA, som jeg er så heldig, at være tilknyttet, har som slogan: Ingen skal vokse op med fulde forældre.
Dagmar teateret.
Er du selv vokset op med med forældre der drikker? Eller har drukket? Du kan også få hjælp hos
TUBA, det er ganske gratis. Her kan du også læse, hvad det gør ved dig, at være pårørende til en alkoholiker.
