sensommersol med et lille menneske

Jeg undrer mig nogle gange, faktisk tit.
For der er noget der gør mig glad langt ind i sjælen. Det er underligt. Simpelt og uundværligt.  

Hvorfor vil jeg ikke have mine egne, når det kan gøre mig lykkelig, at et lille menneske sætter sig på mosterstolen, når vi tager på eventyr sammen, helt alene?

(og jo, jeg ved jo godt hvorfor jeg ikke vil. En sang om frihed og en sang om rummelighed)

Søvnbuddy

Efter flere uger med seriøse søvnproblemer og skrantende helbred, præsenterer jeg min nye bedste søvnven;

Se det saglige smil, der forårsages af en næsten normal nattesøvn.

Tak sendes ud til apotekerdamen, der trods lang kø, gav gode råd og løb ud bagved for at hente den, da jeg sagde at jeg overvejede at sy en selv.

Kryds fingre for at den bliver ved med at virke!

Det er ikke en mulighed, at lade dem stå ubrugte hen.

Når jeg har fri, så ruller jeg rundt i den travle by, som er så anderledes at rulle rundt i.
Der er ikke meget plads til eftertanke, stoppe op og tage et billede, når man er på de 8 hjul.
Jeg er nød til at have fokus på trafik, og hvordan skal jeg så se alt det sjove, jeg plejer at se i gaderne?

En cykelsti, hedder det, og ikke en rullesti.
Her hersker cyklerne, de 2 hjulede.
Jeg er tit selv en af dem på de 2 hjul og bliver irriteret over ting, der er anderledes midt på min sti. Helt ærligt. Alt skal være som det plejer.
8 hjul, hvad er nu det? Gå væk fra min sti.

Når jeg er på de 8 hjul tager jeg hensyn, jeg gør mig så smal som muligt, når cyklerne bakser forbi. Tager ikke fart på, for så fylder jeg.
 Jeg går nærmest i stå, og viser de 2 hjul, at de bare skal overhale med en venlig gestus med armen.
Alligevel føler jeg mig i vejen.
Jeg savner at tage fart på. At rulle så hurtigt jeg kan og få et rullekick. Der er ikke plads til det.

Trods det uvante i mine nye omgivelser, så vil jeg love mig selv, og jer, at jeg vil standse mere op. Se mere på mine nye veje. Tage flere billeder igen.

Men. Måske må vi leve med, at det bare er billeder fra min telefon, for en stund. Det lille kamera kan meget selv, men kræver for meget af mig, når jeg er på de 8 hjul.
Min sikkerhed, den må være i første række.

Et interiør billede fra mit nye hjem, er alt hvad jeg har at vise. Et stilleben.
Hvor fagbøger er til display, fordi jeg bor for småt til store reoler, og jeg viser tænder.

Svar, nogle med spørgsmål.

Jeg skal vel egentligt svare. Selv om jeg skrev, at der ikke var svar på alt. Det er der jo aldrig.

Jeg aner ikke om jeg er blevet udstødt, for jeg ved jo, faktisk, slet ikke, om jeg i det hele taget huserer på diverse blogrolls.

Jeg behøver slet ikke undvære mine 8 hjul under fødderne, for jeg havde slet ikke kyssesyge.
Kysser vel også for lidt, sådan set.
Jeg må dog have kysset engang, for jeg har åbenbart haft snavesygen engang. Det siger blodprøverne nemlig. De har vel ret?

Mine ting kan godt være på 15 kvm. Mest af alt fordi min søde udlejer skraber sine egne ting sammen og laver plads til mig alle steder. Hele tiden dukker små hylder og skuffer op, hvor jeg da lige være. Det er så sejt.

Jeg elsker det vindue. Har allerede siddet i det mange timer. Med te, computer, garn, mad og med øjne ud på mit nye, stille kvarter.
Her er meget tyst. Måske er jeg det vildeste der er sket i gaden i flere år?
(Stiller alt for mange spørgsmål. -Hvornår skal jeg nu svare på dem?)

Jeg havde feber næste morgen, men kun ganske lidt, så jeg tog på arbejde.
Hvor jeg fik at vide at jeg fast ansat fra 1. september, men allerede nu arbejder jeg i det skema, 30 timer ugentligt, som sætter i gang den 1.
FARVEL FÅKING JOBNETKNAP!
I kan nu kalde mig fast værested for sindslidendemedarbejder. Ja, allerede nu. Vi gider ikke vente ti dage mere.

Normal blogfrekvens? Jeg ved ikke hvornår den kommer. Ingen anelse.

Nå ja. Jeg har jo til tider en tjans som billlettjekkker inde i parken. Det er ret kedeligt. I søndags sad jeg på den der kolde betontrappe i 3 timer.
Jeg havde glemt en bog, -blev nød til at købe trøste popcorn. Og glo usædvanligt meget på min moderne telefon.
Hvis man sidder på mappen, så fryser ens røv ikke så meget, som ellers. Gratis tip, sådan er jeg så flink.

og synge sange om de sidste stråler

Når man, sammen med venindens andre venner, henter hende på Riget, fordi hun har fået sin sidste omgang stråler sendt ind i hovedet, så må man gerne blive rørt, når hun kommer ud fra afdelingen.
Over at hun er så pissesej og hun har klaret forløbet så godt.
Man må grine og sniksnakke og spise kage i parken.
Spille strandtennis og hoppe i svingtov.
Leve lidt på den gode måde.
Kramme og synes vennerne er vildt sjove, og vi er heldige at hun er vores ven.
Sentimental er også ok.
Alt er ok for nu.
Alt skal være ok.

tjikkerlikker rullerlikker

Kan i huske den her jakke?

Jeg har ikke brugt den meget, desværre, trods jeg elsker dens silhuet og det let kradsende, grønne uld, med en masse historier fra 1950'ernes spejderliv gemt i lommeuldet.

Endelig tror jeg, at den kommer mere ud af skabet og over på mine skuldre.
 Den er nemlig ved at blive pillificeret.
Jeg har arbejdet på mit rulleskøjte broderi længe, men i går blev jeg færdig. Jeg har haft alt for travlt med at stå på de rigtige rulleskøjter hele sommeren, men ledige hænder får jeg tit på mit arbejde, så i går blev de sidste sting sat og rulleskøjten er nu monteret på ryggen.

Jeg er gal med rygmærker. Jeg elsker ders forklarende historier, og på sin vis er jeg også vild med, at de fleste folk er så vant til dekoration på tøj, at de først ved andet blik ser det hjemmegjorte eller personlige udtryk, der bliver fortalt på flere af mine jakker.

Nu skal jeg bare lige brodere noget der skal monteres på jakkens front.

Keep on rolling and crafting, peeps!

Spørgsmål, nogle uden svar

Jeg bor på Frederiksberg. Jeg er ikke længere én af Amagerbloggerne. Vil jeg nu blive udstødt og fjernet fra blogrolls landet over?

Får jeg svar på min blodprøve i morgen? Og viser den at jeg har kyssesyge, som lægen troede i onsdags? I så fald, hvordan overlever jeg så flere uger uden mine rulleskøjter?

Kan mine ting være på 15 kvm?

Elsker jeg det kæmpe, lyse vindue, der er på de 15 kvm?

Hvor længe går der inden jeg får lavet siddeplads i den brede vindueskarm, i stedet for at have en cykelkurv der?

Har jeg feber i morgen?

Bliver jeg fastansat i morgen?

Hvornår begynder jeg at blogge med normal frekvens igen?

flyttefeber

Jeg ved ikke om det findes, flyttefeber, men siden tirsdag aften har jeg rallet med høj feber og ekstrem bimsethed.
Flyttemændene havde varslet ankomst kl 8 i morges, så alt skulle pakkes i går. Men jeg kunne ikke. Termometeret vist 39 og lægen forstod ikke hvorfor. Blodprøver blev taget, mens klinikken tågede lidt for mine øjne.

Heldigvis reddede veninde Lene mig. Hun kom, pakkede kasser og tvang mig til at spise. Og være en støttepæl af den bedste slags.

Da mine kræfter næsten var brugt op, og mine ben helt slatne kl 20 i aftes, ringede flyttemanden. Ramadanen var ved at slutte, om jeg havde noget mod at vente til kl 13?
Jeg gik straks i seng.

Natten blev tilbragt som menneskeligt sprinkleranlæg. Aldrig før har jeg svedt, så det løb ned af mig i timevis.
Men det virkede. Vågnede kl 05.50 og frisk i hovedet og med en normal temperatur på 36,5.
Har spist morgenmad på yndlings Komsurabel, kaffebaren hvor der var Anders And blad og varm te.

Nu skal det sidste i bobleplast og;
På gensyn, Amager, jeg kommer tilbage. Ama'r halshug.

Konceptuel ved et tilfælde

En fødselsdag med koncept.

Et maritimt koncept.

Lene og Anna hentede mig, og sammen cyklede vi mod Den Blå Planet, som vi har sukket efter siden åbningen i marts.

Der var mange mennesker, det havde vi forberedt os på, så det slog os ikke ud. Vi kæmpede os hen til ruderne med havdyr og stirrede på alle de tossede skabninger. Søanemoner, rokker og en mægtig grim alligator skildpadde. 

De var fascinerende allesammen, men må indrømme, at jeg desværre ikke er helt solgt. I hvert fald har jeg ikke behov for at tage derud igen. 

Frokosten blev pommes af den lækre slags, med salt og de andres med fisk til. Glad var jeg, da mågen, der sked på mig, ikke ramte mine pommes. 

Held siger i? 

Jo. Jeg var heldig med den fødselsdag. 

Is blev spist stående ude i Strandparkens kolde havvand, og fødselsdagsmiddagen blev (vegetar)sushi ved Kalvebod Brygge. AmarOrama gav fødselsdagssushien for andet år i træk, så nu er det en tradition, det sagde hun selv. Jeg synes hun er yderst fornuftig. 

Dagen sluttede med Friday Night Skate med blåt tema, så jeg hoppede i matroskluns, for turen forgik langs Københavns havne. Jeg fik en blå ballon, var lykkelig, som et barn og rullede hele turen med den i hånden. De andre, bagved, fik den kun lidt i hovedet. 

Rulledisco på kajen afsluttede dagen, der pludselig passerede midnat og ikke var min mere. 

35

Jeg er så let at påvirke.
Mit hjerte banker lidt hurtigere lige nu.
Ikke fordi der er sket noget ekstra ordinært, men såmænd bare fordi jeg lige har spist en kanelsnegl.

Faktisk føles det, som det ræser afsted. Det er en spøjs følelse. Lidt sjovt og lidt ubehageligt.

Hvorfor sidder jeg og kværner en snegl kl 8 om morgenen, sådan helt for mig selv?

Fordi jeg sgu fylder år.
 Jo, jo. og til fødselsdag hører den slags. Kakao, håndværkere og en snegl.
Og et ræsende hjerte.

Hurra for mig selv og min egen morgenmad på sengen!