Men fordi jeg ser mit spejlbillede. Jeg bliver lidt ilde til mode, for jeg er jo overvægtig. Jeg er ikke et nips.
Det bliver jeg aldrig. Jeg vil altid være for tyk. For blød og lidt for blæveret.
Skælder mig selv ud, det er jo kun min egen skyld. Jeg må holde op med at spise usundt. Nu. Hele tiden.
Træne noget mere. Rullesæsonen starter igen om lidt, så bliver det hele meget bedre.
Når jeg bliver tynd, så bliver jeg glad.
Sådan har jeg tænkt siden jeg var barn.
Da jeg var 12 tog jeg konsekvensen. Jeg holdte op med at bruge den badevægt, der stod på badeværelset. Jeg kunne mærke, jeg blev besat af at holde øje med tallene. Jeg havde allerede holdt øje et par år.
Jeg er stolt af min tidlige selvindsigt, men ked af, at mit barnesind tænkte sådan. At det var nødvendigt.
Jeg tænker det stadig. Tynd og glad.
Jeg ved godt at det ikke nytter noget at skælde mig selv ud, når tøjet strammer. Jeg ved godt, at jeg ikke skal blive helt vissensort inden i. Det er ikke vigtigt, om jeg er lidt for blød.
Jeg får den vildeste optur når jeg kan gå en størrelse ned i tøj. Den varer desværre ikke så længe, for jeg får altid øje på hende der i vinduet. Hende den kvabsede. Hende med topmaven og den brede røv. Hende med mormor armene. Hende der bliver ked af det.
Jeg bliver flov, når jeg kommer til at sige højt, at jeg er for tyk. Jeg kan se det i øjnene. De tænker garanteret; "Endnu én af dem der, der bare vil have, at de skal sige, at man da er slank".
Lige nu ligger to af mine yndlings nederdele og tørrer ude på badeværelset. Jeg prøver at lade dem fortælle mig sandheden. Om en helt normalt vægtig kvinde midt i 30'erne, der kan passe den størrelse der står på snippen.
Men hvorfor ser jeg så stadig hende, der er alt for stor, i vinduet?
Jeg håber, at jeg en dag tror nok på mig selv, til at lytte til snippens tal. Hele tiden. Jeg ved godt hvad det handler om.
Jeg har et konkret råd: Tag en tur i svømmehallen og brug tiden i omklædningsrummet til at favne kvindeligheden i sin fulde blæver, blødhed og appelsinhud. Man har det med bare at antage at andre mennesker ser helt perfekte ud, som dem i medierne der er redigeret til døde.
SvarSletJeg kender det jo også fra mig selv, men jeg tror ikke vi skal lytte til slippen i bukserne. Der står 40 i min. Jeg tror ikke vi skal lade slippen definere om vi er gode nok.
Nu har jeg jo set dig i virkeligheden, og jeg synes du er laber. Ikke fordi du er slank (det er du også), men fordi du har karisma og personlighed, der skinner udover det hele :)
Jeg har altid svømmet meget, jeg kender til andre kvinders kroppe. Jeg er helt ligeglad med hvordan de ser ud. De er fine som de er. Men jeg vil bare altid selv være tyndere end dem. Ikke pænere, ikke brunere, ikke mere langlemmede. Bare tyndere.
SletSlippen definere mig ikke. Slet ikke. Jeg ved jeg er flink og god ved dyr. Men jeg er bare ikke god nok, når jeg ikke er et nips, og det bliver jeg aldrig i mine øjne. Det er meget forskruet. Godt jeg er i et terapiforløb.
Og tak for de fine ord om mig som menneske!!! Ægte.
Øv, Pille, det er da noget rod. Men det er godt, du kender mekanismerne, så du får øje på det, når det er der. Jeg tænker, at så kan du nok komme over det en dag. Knus
SvarSletVi har alle vores issues, og det her virkeligt et af mine. Det går mig på, men håber at arbejde med mit syn på mig selv i terapien. Mekanismerne er gode at kende, men jeg kan desværre ikke altid stoppe dem. Tak fordi du tror på mig!
Slet