Ikke dem allesammen, bare to af dem.
Altså de var bare lige nød til at udskyde det lidt, for der kom noget i vejen, som er ganske alvorligt, men i forsommeren, havde jeg gang i nål, garn og gave.
For et par uger siden syede jeg stofstykkerne sammen, og aftes fik de gaven, fordi jeg ikke ville vente mere, og deres kærlighed til hinanden, den er jo den samme, uanset to ringe på fingrene.
De blev glade. Det er så rart, når mange timers arbejde rammer rigtigt, og at se dem kramme gaven på skift, uden de egentligt selv lagde mærke til det, gjorde mig så glad.
De fortjener kærlighed efter en hård kamp hen over sommeren.
De broderede ord fortæller historier om dem hver, og jeg har sat dem sammen fordi, ja, de to, de hører sammen.
Ih, hvor er det fin. Hvor ville jeg ønske jeg havde tålmodighed til den slags. Hvordan får man det?!?
SvarSletØhm, det spørger folk jo tit om. Men jeg tror det handler om at jeg ikke ser det som tålmod. Der er sgu da masser af spænding; Bliver det som jeg vil have det? Er max antal timer spildt? Hvilken farve skal jeg vælge bagefter? Virker skraveringen til at skabe struktur/rum/taktalitet?
SletOg tak!
Den er godt nok flot! De er heldige at have en ven som dig. :)
SvarSletTak, Tine, det er sødt skrevet, jeg synes jo bare jeg er heldig at have dem som venner!
SletSmuk smuk pude - kan godt forstå de blev glade og ville kramme den! Heldige venner altså!
SvarSletJeg lynlæste lige din overskrift og troede du havde skrevet. "Make laks not love". Så det ku' du evt brodere til en en eller anden sur og kærlighedshadende laksefisker en dag? Han vil sikkert blive glad...
Hahaha, ja, det er lige til en sofastykke eller en klokkestreng.
Slet