torsdag den 13. juni 2013

opgang to, stue 26.

Da jeg kom ind på stuen, mødte jeg min venindes blik.
Det flakkede et øjeblik, men så genkendte det mig. Der flød en tåre ned af hendes kind, da jeg holdte hendes hånd. Også mine øjne blev våde.

Hendes sætninger er brudstykker af, hvad hun vil sige til mig. Hun kan ikke finde ordene. Det gør ondt.

Hun er stadig hende, min søde veninde, det er hun. Hende der fes rundt med en stor pappik til polterabend for et par uger siden og som jeg rullede til den lille havfrue med i weekenden. Hun er der stadig. Det er vigtigst.

Sproget skal nok komme tilbage, min mavefornemmelse siger det, men til det gør det, så er mit hjerte lidt tungt. Fordi jeg holder af.

Jeg forbander den hjernetumor, der bliver ved med at vokse, så de må åbne hende igen og igen.


12 kommentarer:

  1. Svar
    1. Mega pis. Lyst til at blive kold og kynisk og ikke holde af nogen. Men det er jeg jo ikke. Heldigvis.
      Godt hun har de tættere veninder og sin søde kommende mand.

      Slet
  2. pyha det lyder ikke rart ... ønsker det bedste for hende :)

    SvarSlet
  3. Tak, og ja, gør jeg virkeligt også.

    SvarSlet
  4. uha...<3 de bedste tanker fra muttilove (loggede jo på for at ønske dig en FANTASTISK NorthSide -og det får du<3)

    SvarSlet
  5. Uhyggeligt. Hepper på din mavefornemmelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg hepper fandme også på den.

      Slet
  6. Åh, så græder man lidt igen. Håber det er sidste gang hun skulle åbnes.

    /marie

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvilken Marie mon det er? Er det rys Marie? Uanset så synes jeg hun er åbnet altså for mange gange nu, især med den 4. gang i torsdags. Det er jo meget for den lille skal.

      Slet
  7. Av. Lort. Sådan noget holden-i-hånden siger mere end alle de ord, men uh - jeg hepper også på din mavefornemmelse.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg hepper så meget på den. Skal på hospi om en time, så håber jeg det går bedre. Åha.

      Slet

Uh, skal du til at kommentere? Hold da kaje, hvor jeg glæder mig!