fobi, fy for den da!

Så kom turen også til mig. De her to fine damer, Karla og Ditte har tagget mig til at fortælle om mine fobier. Eller fobi. For jeg har vist kun en, men den er satme også belastende.

Jeg er pissehamrende bange for skeletter. Så er det sagt. 

Og jeg ved godt at jeg har et selv. Eller jeg er jo så den eneste person i verden, der ikke har et. Heldigvis. 

Hvad der så holder mig oprejst ved jeg ikke. Labre larver måske.

Nå, men  min fobi er seriøs. Da jeg var barn kunne jeg have mareridt i ugevis, hvis jeg havde set et i en bog eller på tv, eller endnu være på fx naturhistorisk museum. Live!  Den gang galte det også dyreskeletter, men det er jeg nogenlunde vokset fra. pyh. 

Da jeg var barn var jeg ret flov over det, og turde ik så godt sige det til nogen. Jeg klipsede mine bøger i skolen sammen på de sider, hvor der var skeletter, så jeg ikke skulle komme til at slå op på dem. 

 Jeg tudede ved tanken om at skulle på moesgård museum, og min far skrev en seddel til læreren, så jeg ikke skulle med. Læreren var så flink, at sige ud over klassen, at det var noget pjat. 

 Min Mor lagde ved samme lejlighed nogle bøger frem, som jeg kunne glo i, så jeg lærte lidt, selvom jeg ikke tog med på tur. Der var skeletter i, opdagede jeg. Jeg nærmede mig aldrig de bøger igen. Helst ville jeg undgå den bogreol de stod i.

Selv her som voksen kan jeg komme til at svede, græde, ryste og få masser af mareridt hvis jeg bliver konfronteret med sådan et monster.

Jeg har masser af eksempler på det. 

Da jeg var ca 20 år gik jeg på en kunstskole i århus, hvor en af drengene havde et rigtigt kranie med for at modellere efter det. Jeg løb tudende ud, og der går tilmed historier om episoden, på medicin studiet i Århus, hvor fyren havde lånt kraniet. Fedt. Til grin i en hel by.

 Kender flere der har haft skeletter stående i en kasse pg.a. deres studie, og nogle har forsøgt at hjælpe mig af med min fobi ved at pludselig komme valsende med fx en hånd. Gud fri mig vel, de blev forskrækkede over min reaktion. Panisk angst. 

Og sådan findes der mange flere ekempler, men kan jo ikke sidde her og skrible dagen lang. 

 De seneste 10 år er jeg blevet bedre til at håndtere fobien; jeg har en del venner, der synes de er seje og nogle ynder ligefrem at have den slags tatoveret. Om jeg fatter det. Gisp. Men det har jo gjort, at jeg er blevet mere vant til at se dem. 

Men min værste tanke er stadig være nød til at gå ind på et musum med skeletter. Eller hvis nogen tvang mig til at røre ved et. åh skræk oh ve.

Må lige tænke over hvem jeg skal tagge, synes snart alle har fortalt om deres fobier...