Hurra! -skal den have, den her dag, fordi den er ved at slutte.
Endelig!
Først kunne man ikke falde i søvn om aftenen og havde totalt hjertebanken og ingen ro.
Wuhu, så faldt man i søvn en halv time.
Aah, så frisk man jo vågner halv to.
Om freaking natten.
Så ligger man og er ved at omkomme af ondt i halsen i nogle timer og falder i søvn knap en time før vækkeuret ringer.
Argh, tænker man, da det så ringer, tjekker det tomme køleskab, ingen madpakke idag.
Nå.
Så cykler man snottet, med ondt i halsen og overdrevet træt hen til ens elskede jobsøgningskursus.
Hvor man prøver at se rask ud.
Man går ind til oplæg med faktisk fornuftigt indhold.
Så går man ud igen.
Tror man.
For man falder jo i et løst gulvtæppe på vej ud.
Lige så lang man er.
Og ens elskede lille hvide computer knalder hårdt i gulvet, for den er selvfølgelig med på tur.
Den skal da ikke snydes for verdens-værste-karma-dag.
Nej da.
Så er skærmen underlig.
Og går ud når man rører ved den.
Og den vil gerne råbe at den skal genstartes ofte.
Og man har sgu også selv slået sig alle mulige steder.
Så cykler man hjem ved fyraften.
Og går over og handler ind til madpakken til imorgen.
Der har de selvfølgelig ikke det afbleger til ens hår, som der ellers er reklameret med er på tilbud.
Ikke i den afdeling, nej, den er for lille til at have alle tilbud.
Og der kommer ørepinen så til.
Den følte sig nok alene uden alle de andre piner i min krop, så den besluttede sig at joine. Fedt.
Man spiser nogle panodiler.
Man bliver overskuds-agtig og vil plante karse igen.
Spilder karsefrø ud over hele køkkenbordet.
Så er det endligt slut med den dag.
Man kan gå i seng og håbe at computeren vil udgive blogpost, at man kan sove om lidt, og at man er rask imorgen.
Ingen billeder idag.
Den her dag fortjener intet visuelt.
Intet siger man til jer!
Sgu.
Roger and over.
Ps.
Imorgen bliver det sjovt igen, ik?
Pretty please?
